At skrive er en ensom rejse…
… men M. W. Craven klager ikke. Selv siger han, at dét at kunne leve af at skrive og udgive bøger er det bedste, der er sket for ham, og at han griner meget, men ingen problemer har med at finde de mørke ideer til sine bøger. Som tidligere tilsynsførende for prøveløsladte, og som han selv siger, så var det… interessant. Hans mørke realisme er inspireret af disse oplevelser. Det bliver tydeligt, at han forsøger at portrættere nogle af de forfærdelige ting, som mennesker gør mod hinanden, samtidig med at han bruger den mørke humor, i sin skildring af de mennesker, der rydder op efter andres forbrydelser.
Brændofre (#1 i Washington Poe-serien)
Bogen, der tog krimiverdenen med storm
En seriemorder mishandler og brænder folk levende. Han efterlader sig ingen spor, og politiet står magtesløst. Medierne døber ham brændoffer-manden.
Da den kontroversielle, suspenderede efterforsker Washington Poes navn viser sig at være snittet ind i brystet på de forkullede rester af seriemorderens tredje offer, ender Poe mod sin vilje med at blive kaldt tilbage og sat på sagen.
Han bliver makker med den højt begavede, men socialt umodne analytiker Tilly Bradshaw, og den umage duo løser den gåde, der peger på Poe. Den tilsyneladende usynlige drabsmand har en plan, der af en eller anden grund involverer Poe.
Mens dødstallet stiger, går det gradvist op for Poe, at han er langt dybere involveret i sagen, end han kunne have drømt om. I et chokerende slutspil splintres hele hans selvbillede. Poe skal snart erfare, at der findes endnu værre skæbner end at blive brændt levende …
Sort sommer (#2 i Washington Poe-serien)
Efter Brændofre er en ny storm på vej …
Jared Keaton, stjernekok. Charmerende. Karismatisk. Psykopat … Han er fængslet på livstid for det brutale drab på sin datter, Elizabeth. Liget af hende blev aldrig fundet, og Keaton blev i høj grad dømt på grundlag af kriminalassistent Washington Poes vidneudsagn. Så da en ung kvinde kommer stavrende ind på en landpolitistation med uigendrivelige beviser på, at hun er Elizabeth Keaton, ender Poe selv som mål for en efterforskning, der kan ende med at koste ham langt mere end karrieren. Hjulpet af den eneste person, han har tillid til – den geniale, men socialt hæmmede Tilly Bradshaw – sætter Poe jagten ind på et svar på det eneste spørgsmål, der betyder noget: Hvordan kan et menneske på én gang være død og levende? Og så forsvinder Elizabeth igen – og alle spor i efterforskningen leder tilbage til Poe.
Farligt spil (#3 i Washington Poe-serien)
Midt i julen placerer en seriemorder udstillede kropsdele over hele Cumbria. Et mystisk budskab efterlades på hvert gerningssted: #BSC6. NCA-efterforskerne Washington Poe og Tilly Bradshaw bliver sat på sagen og står over for en gåde blottet for logik. Hvorfor blev nogle ofre bedøvet, mens andre døde under frygtelige lidelser? Hvorfor nægter deres eneste mistænkte det uigendrivelige og erkender til gengæld forhold, de ikke engang kendte til? Og hvorfor tog alle ofrene tre år forinden fri fra deres arbejde i de samme to uger? Da en udstødt FBI-agent træder ind i billedet, tager situationen en endnu mere dyster drejning. For hun mener ikke bare, at Poe står over for en seriemorder; hun mener, han står over for noget langt værre – en mand, der kalder sig Bestyreren. Og så er alt for evigt forandret …
Rottefælden (#4 i Washington Poe-serien)
Kriminalassistent Washington Poe er i retten og kæmper for at kunne beholde sit elskede, øde landsted, da han pludselig kaldes ud til et bordel i Carlisle, hvor en mand er blevet tævet ihjel med et baseballbat. Poe undrer sig: Han jagter normalt seriemordere, så hvad skal han på en tilsyneladende banal drabssag? Men det viser sig, at højtplacerede, hemmelighedsfulde personer har ønsket at få netop ham på sagen. Da Poe og den socialt udfordrede analytiker Tilly Bradshaw dykker dybere ned i sagen, møder de en stime af ubesvarede spørgsmål: Selv om ofret blev grundigt tjekket, da han opnåede en betroet stilling, ser intet i hans fortid ud til at stemme. Hvorfor blev der efterladt en lille keramikfigur på drabsstedet – og hvorfor blev den fjernet af en person fra efterforskningsteamet? Og hvad er forbindelsen til et perfekt udført bankkup tre år tidligere, hvor intet blev stjålet?
You must be logged in to post a comment.